Vores individuelle narrative fortællinger:

Her er vores individuelle narrative fortællinger:



Rikke's historie

Jeg var ikke særlig gammel da jeg første gang kom til Danmark. Jeg var meget knyttet til min forældre fordi de var de eneste jeg forstod. De var også de eneste der forstod mig.

Da min mor første gang fortalte at jeg skulle i børnehave kunne jeg ikke forstå det. Skulle jeg virkelig væk hjemme fra. Jeg kunne ikke holde tanken ud. Jeg kan huske hvor stort det hele var da jeg første gang stod uden for børnehavn med min mor i hånden. Da mor ville gå havde jeg ikke lyst til at give slip. Hun kunne jo ikke forlade mig her.

Jeg var som palle alene i verden. Hvordan skulle jeg forklare nogen hvordan jeg havde det, når der ikke var nogen der forstod. Jeg var alene. Helt alene.

Jeg huske tydeligt den først gang pædagogen ville have mig med i en leg med nogle andre barn. Jeg kunne intet forstå selvom de prøvede at forklarer. Så begyndte og som: Bold, Lege og Mad, at sidde fast. Jeg var ikke længere ked af det når min mor gik fra mig om morgen. Til sidst begyndte jeg at kunne snakke med de andre børn og min bedste venner hed Ida og Mathilde. Børnehavn føles nu ikke længere så stor og er næsten blevet mit andet hjem.

Philips historie:

Denne narrative fortælling finder sted den 6. oktober, 2011, på KFUM’s fritidshjem.

I fortællingen indgår to pædagoger (Anna og Rene) og tre drenge (Martin, Jonas og Mikkel) på henholdsvis otte, otte og ni år. Martin og Jonas har fået stillet diagnosen ADHD, hvorimod Mikkel er en sund og rask dreng, uden nogen form for diagnoser.

En dag hvor drengene render rundt og spiller fodbold ude på legepladsen, opstår der en konflikt mellem dem. Mikkel tackler Martin hårdt så Martin falder – og det gør, at Martin flipper ud på både Jonas og Mikkel. Jonas, der også har ADHD, kommer hurtigt op i det røde felt, og det udløser en slåskamp mellem disse to – hvorimod Mikkel, der er fornuftig, skynder sig at rende over i den anden ende af legepladsen, for at hente en pædagog.

Straks kommer pædagogen Anna ind og stopper konflikten, hvor hun vælger at splitte de to drenge ad. Hun sender Jonas hen på den ene del af legepladsen og Martin bliver sendt hen på den anden. Normalt går der længe før, at disse to drenge falder til ro, efter en konflikt – men heldigvis faldt Martin til ro med det samme denne gang.

Jonas derimod, var stadigvæk oppe i det røde felt, hvilket gjorde, at han slog og sparkede alle de børn, der sagde det mindste til ham på legepladsen. Han tog sågar to store sten op i hænderne, som han skulle til at kaste på de andre børn. Men heldigvis var den erfarne pædagog, René, lige i nærheden – og hermed nåede han at gribe ind og fik Jonas stoppet, inden han fik gjort skade på de andre børn. René fik ham også til at falde til ro.

Resten af denne dag, opstod der ikke flere konflikter på legepladsen, og resten af dagen, blev en god dag for Jonas. Senere samme dag, blev Jonas, Martin og Mikkel venner igen – og denne gang legede de uden konflikter.

Renés historie

Ingen børn er ens

Min historie finder sted i en SFO. Denne dag var der en vikar i SFO’en. Der ikke havde det store kendskab til børnene. Klokken er nu 1 og indskolings børnene kommer nu over fra skolen. De skal have pædagogisk bånd forklarer medarbejderne på stedet vikaren. Det er rigtigt hyggeligt tænker han og har et par af drengene med over og spille fodbold på streetbanen. Efter pædagogisk bånd er legepladsen åben for alle børnene, hvad vikaren ikke ved er at det også gælder SFO’ens special børn. Et par af de fodboldinteresserede børn kommer hen til ham. ”Vil du ikke gerne være med til at spille fodbold” Spørger de.

Vikaren elsker at spille fodbold så de organiserer to hold og går i gang, imidlertid er der en af drengene, der begynder at mundhugges med en dreng, der står uden for banen med en tennisketsjer i hånden. Vikaren beder de to drenge om at stoppe med at snakke sådan til hinanden. Efterfølgende ryger bolden om bag det mål som vikaren står i og han hopper om for at hente bolden. Da han vender sig om er drengen med tennis ketsjeren inde på banen og slår den anden dreng i ryggen. Vikaren bliver naturligvis meget chokeret og giver sig først til at trøste den dreng der er blevet slået og går efterfølgende hen til den dreng med ketsjeren.

Her siger han med høj stemmeføring ”Hvad i alverden bilder du dig ind”. Drengen reagerer med et mærkeligt smil og løfter ketsjeren som om at han vil slå med den. ”Vikaren råber nu nærmest chokeret ”Nu ligger du den ketsjer fra dig har du forstået? ”. Men det har drengen tydeligvis ikke og jo mere vikaren nærmer sig ham desto mere bevæger han sig baglæns. Til sidst smider drenge ketsjeren og flygter, vikaren sætter efter ham, men efter som at han flygter ind i selve SFO’en tænker vikaren at det må være noget pædagogerne inde i SFO’en kan tage sig af.

Kort tid efter møder han en af de andre pædagoger, der spørger hvordan det går. Vikaren fortæller om episoden og pædagogen ser bekymret ud fordi han ved hvem drengen er. ”Du er godt klar over at han er en af mine specialbørn ikke”. Vikaren forklarer, at det har han ikke fået nået at vide om. Pædagogen siger at ”der jo ikke din fejl det burde du have fået at vide inden du kom her”. Men opfordrer til at de er oppe på mærkerne. Lidt senere kommer begge specialpædagoger tilbage på legepladsen.

”Han render rundt ud foran og har lige smidt sten efter os” siger pædagogen til vikaren. ”Det er jeg altså virkelig ked af” siger vikaren. ”Det skal du ikke være nu handler det bare om at få situationen under kontrol, hvis han kommer herind skal du bare lægge ham ned så vi er sikre på at han ikke forvolder skade på nogen eller sig selv”. ”Du skal ikke tænke på konsekvenserne vi udfylder en rapport bagefter om magtanvendelse hvis det er”.

Pludselig bliver situationen kritisk for drengen kommer nu løbene tværs hen over legepladsen, med en kæmpe sten i den ene hånd. Situationen er vældig kritisk både pædagoger og vikaren er klar over at bare et enkelt forkert ord kan få frygtelige konsekvenser. Drengen råber nu. ”Bare skæld mig ud”. Pædagogen svarer. ”Jamen jeg har ikke lyst til at skælde dig ud, men jeg har heller ikke lyst til at snakke med dig når du render rundt med en sten i hånden”. Drengen råber lidt mere pædagogen svarer tilbage til sidst bliver dialogen mere rolig. Drengen ligger stenen fra sig og pædagogen og drengen snakker nu stille og roligt med hinanden.

Men denne dag kom drengen ikke hjem med taxa, det turde personalet ikke. Vikaren burde vel egentlig være blevet fyret men kom faktisk derud igen senere og kom også til at arbejde i specialgruppen og endte faktisk med at lærer en masse af episoden. I dag har han såmænd også et rigtigt fint forhold til drengen især efter at han lærte og omgås ham og drengen ikke mindst lærte ham at han i bund grund var en rigtig sød dreng.

Jeanettes historie:

Pia er i praktik i en børnehave, hvor hun primært er tilknyttet de 4-årige.
På legepladsen kommer Kristian på 5 år, og spørger om hun ikke vil hjælpe ham og et par andre drenge med at bygge et sandslot. Straks griber Pia en skovl og hjælper drengene med at bygge et stort og flot sandslot.  Sandslottet bliver bygget og drengene leger selv videre med det, da Pia forlader legen.

Næste dag på legepladsen kommer Kristian igen og spørger om Pia vil være med til at bygge et sandslot – præcis ligesom i går. Pia spørger ham om de ikke i stedet skal bygge en hule i skoven eller spille bold på boldbanen. Kristian er fast besluttet på, at bygge dette sandslot, så han går over i sandkassen. Pia ved ikke hvordan hun skal reagere på dette.

En specialpædagog kommer hen og fortæller Pia lidt om denne her dreng. Her får hun en forklaring på hans adfærd, og måder at håndtere det på i fremtiden.